Tilmeld dig Club Timmisa

medlemsbetingelserne
Fortryd

6156

torsdag den 15. oktober 2026


Air Greenland etablerer Greenland Handling

Den 15. oktober 2026 overtager det nye selskab Greenland Handling A/S al ground handling fra Air Greenland. Det samler ansvaret for ground handling i en selvstændig organisation, der skal understøtte udviklingen i luftfarten. 

Greenland Handling A/S er nu et datterselskab i Air Greenland-koncernen og håndterer passagerer, fly og fragt i Nuuk og Ilulissat samt passagerer i Qaqortoq, Sisimiut og Upernavik. 

Etableringen skal styrke selskabets fokus på ground handling og understøtte den stigende trafikmængde. Udviklingen stiller samtidig større krav til kapacitet, specialisering og en klar organisatorisk adskillelse mellem flyselskabsdrift og ground handling.  

Klar til nye rammer for luftfarten

Administrerende direktør i Air Greenland-koncernen, Jacob Nitter Sørensen, udtaler: 

Jacob Nitter

"Vi står midt i den største forandring af den grønlandske luftfartsinfrastruktur i flere årtier. Den stigende trafikmængde øger behovet for et stærkt og specialiseret selskab, der kan levere professionel ground handling. Greenland Handling skal gøre os klar til den udvikling og sikre en tydelig adskillelse mellem rollen som flyselskab og rollen som serviceleverandør".

Greenland Handling etableres med mere end 140 medarbejdere fordelt på Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Placeringen i Air Greenland-koncernen giver mulighed for fortsat at investere i medarbejdere, kompetencer, udstyr og kapacitet. 

Stærke kompetencer i ground handling

Det nye selskab ledes af Kunuunnguaq H. Overgaard, som gennem de seneste 16 år har arbejdet i både kommercielle og operationelle funktioner i Air Greenland.  

Han ser selskabet som en mulighed for at samle og videreudvikle de kompetencer, der allerede understøtter luftfarten. 

Greenland Handling skal understøtte den stigende aktivitet i lufthavnene og udbygge kapaciteten i takt med trafikmængden. 

De eksisterende ground handling-aftaler for 2026 fortsætter uændret frem til årets udgang. Herefter indgår Greenland Handling individuelle aftaler med luftfartsselskaberne. Fremtidige forespørgsler om ground handling skal rettes direkte til Greenland Handling.

Kunuunnguaq 2.png

"Vi har gennem mange år opbygget stærke kompetencer inden for ground handling. Med det nye selskab kan vi videreudvikle dem med området som kerneopgave. Vores opgave er at levere en professionel og effektiv service til flyselskaber og passagerer", siger Kunuunnguaq H. Overgaard.

Fakta


  • Fakta: Hvad er ground handling? 

    Ground handling er alt det praktiske arbejde omkring flyet og passagererne, mens flyet er i lufthavnen. Det er blandt andet check-in og boarding, håndtering af bagage og fragt, hjælp til passagerer og klargøring af flyet, så det er klar til næste afgang.