3046

Ophæver billetbetingelser grundet strejkevarsel

Air Greenland har truffet følgende beslutninger for at give kunderne bedst mulige forudsætninger for at planlægge deres rejse uanset om der bliver strejke eller ej:

Hvis kunder har en rejse i perioden 23. juni til 7. juli mellem Grønland og Danmark, er det allerede nu muligt at få refunderet sin billet uanset, om der bliver strejke eller ej og uanset billettype. Hvis kunden vælger at gøre brug af dette tilbud og alligevel vil rejse såfremt, der ikke strejkes, så skal man være opmærksom på, at man er nødsaget til at købe en ny billet, der kan være dyrere og med andre betingelser, end det man i sin tid har købt. Da vi går ind i den travleste del af højsæsonen, er det vigtigt at understrege, at der er begrænsede pladser tilbage ombord på afgangene i juli og august og at køb af en ny billet i denne periode, derfor vil blive på de vilkår, der findes på købstidspunktet.

Kunder bedes henvende sig omkring muligheden for refundering via denne side: https://kundeservice.airgreenland.gl/hc/da/requests/new

BEMÆRK: Hvis du har købt billet hos en rejse agent, skal du kontakte din rejse agent for refundering af billetten. 

I tilfælde af strejke, bliver alle berørte flybilletter, uanset billettype, refunderet. Såfremt strejken bliver en realitet informerer Air Greenland omkring dette i god tid inden første strejkedag.