Air Greenland lander et tilfredsstillende årsresultat
Trods et markant fald i passagertal i første halvdel af 2021 lykkedes det Air Greenland at lande et tilfredsstillende årsresultat takket være en rekord efterspørgsel og høj udnyttelse af kapaciteten i andet halvår.
Begyndelsen af 2021 så dyster ud for Air Greenland, da myndighedsflyvninger over Atlanten og stramme restriktioner i landet som følge af Covid-19 stadig var en realitet. Det afspejlede sig også i halvårsresultat som endte med et underskud på 14,1 mio. kr. Alligevel kom selskabet ud af året med et årsresultat på 153,6 mio. kroner før skat, hvilket er 121 mio. kroner højere end årsresultatet for 2020.
På grund af Covid-19 reducerede selskabets ledelse i 2020 antal ansatte med 15 procent og justerede fartplanerne, så der blev leveret en tilstrækkelig beflyvning mellem Grønland og Danmark og internt i landet. Den reducerede kapacitet fortsatte i det første halvår af 2021, og samtidigt var det i samme periode nødvendigt, at hæve priserne på flyrejser med gennemsnitligt 6 procent grundet den lave kapacitet. I løbet af andet halvår blev kapaciteten øget gradvist i takt med at, rejserestriktionerne blev lempet på grund af udrulningen af vaccinationsprogrammet i landet og især i Danmark. Udover at skulle fremvise negative PCR-test skulle de rejsende fremvise et Coronapas, som bevis på man var vaccineret. Denne foranstaltning gjorde, at det føltes tryggere at begive sig ud på rejse og rejselysten vendte støt tilbage.
For at sætte yderligere skub i salget blev den restriktive og billigere billettype Takuss sat til salg igen sammen med et nyt prisbilligt billetprodukt ‘Fly n’ Sleep’ mellem Grønland og Danmark. Kunderne tog godt imod disse tiltag og sammen med et opsparet rejsebehov både herhjemme og i omverdenen, oplevede Air Greenland en historisk høj efterspørgsel - også i efterårs- og vintermånederne. Det ekstraordinære aktivitetsniveau i andet halvår gav en øget omsætning på 154 mio. kroner i forhold til 2020, som især er genereret af en høj belægningsgrad på atlantruten mellem Grønland og Danmark. Salget af turistprodukterne steg med 33 procent i fjerde kvartal, hvilket er tegn på, at interessen for Grønland som destination også udenfor højsæsonen, er stigende.
Koncernens nettoomsætning i 2021 steg med 121,7 mio. kroner, og heraf er passageromsætningen steget med 119,2 mio. kroner. Nettoomsætningen i 2021 ligger stadig 146,4 mio. kroner under nettoomsætningen i 2019. Indtægterne fra charter faldt med 124,3 mio. kroner som følge lavere aktivitetsniveau i mineralefterforskningsbranchen og af de indgåede nødberedskabsaftaler med Grønlands Selvstyre i 2020, hvor aftalerne blev løbende tilpasset i 2021 i forhold til det opretholdte nødberedskab.
Antallet af medarbejderne i koncernen steg i takt med aktivitetsniveauet, men ved udgangen af 2021 var der 5 procent færre fuldtidsansatte på grund af kapacitetstilpasningen i 2020. Personaleomkostningerne var i 2021 reduceret med lidt over 20 mio. kroner. Selskabet har derfor måtte arbejde intensivt med at finde løsninger og tilpasse driften for at fuldføre produktionen. Behovet og indsatsen for tilgængelig kundeservice i koncernen var høj både under og efter Covid-19, hvor man gik fra at sælge rejser til at ændre eller aflyse disse og informere kunder om rejserestriktioner for i andet halvår at sælge rejser igen. Antallet af medarbejdere forventes at stige i 2022 for at kunne imødekomme efterspørgslen, som på nuværende tidspunkt ser ud til at blive høj.
Andre eksterne omkostninger er i koncernen øget med 45,9 mio. kroner. Det skyldes den øgede aktivitet, herunder effekten af de nye servicekontrakter samt Search-and-Rescue-aftalen med det danske forsvarsministerium.
Årets resultat på 153,6 mio. kroner før skat skal være med til at fremtidssikre investeringerne moderniseringen af flyflåden, der skal styrke Air Greenland til øget konkurrence, når de nye landingsbaner tages i brug i henholdsvis 2024 og 2025. I de sidste år har Air Greenland blandt andet investeret i en ny atlantmaskine, Airbus 330neo, som bliver leveret ved udgangen af 2022. De gamle helikoptertyper Bell212 og S-61 udfases og erstattes af de mere moderne helikoptere H155 og H225. Finansieringen af disse har været mulig efter, at selskabet i foråret 2021 sikrede 1,16 mia. kroner fra amerikanske investorer ved udstedelse af erhvervsobligationer på attraktive rentevilkår.
I 2022 og de kommende år vil Air Greenland koncernen intensivere bæredygtige tiltag i turismen sammen med lokale turistaktører. Også arbejdet for at reducere flypriserne på indenrigs- og atlantrejser er højt prioriteret, hvilket udfordres af de nuværende markante stigende brændstofpriser.
Air Greenland A/S har generalforsamling den 11. maj 2022.