2956

tirsdag den 20. september 2022


Sermilik Adventures vinder Greenland Tourism Award 2022

Tobias Ignatiussen og Line Kristiansen fra Sermilik Adventures i Tasiilaq er årets modtager af Greenland Tourism Award.

Sermilik Adventures fra Tasiilaq er vinderen af dette års turismepris, som uddeles i et samarbejde mellem Visit Greenland og Air Greenland. Det blev afsløret i et event for grønlandske turistoperatører forud for rejsemessen Vestnorden, som afholdes d. 19. - 22. september 2022 i Nuuk.

Sermilik Adventures modtager et trofæ udarbejdet af Kim Kleist Eriksen og et rejsegavekort til Air Greenland på 10.000 kr.

Om Sermilik Adventures

Sermilik Adventures blev grundlagt i Tasiilaq i 2019 af fanger Tobias Ignatiussen og sygeplejerske Line Kristiansen. Makkerparret tilbyder flerdages pakketure ved Sermilik Fjorden, både i sommer- og vintersæsonen. I pakketurene er der bl.a. mulighed for overnatning i deres hytter i Tiniteqilaaq, hundeslædeture på indlandsisen, kajaksejlads og hvalsafari. Derudover har de serviceret ekspeditionskrydstogter, som har bidraget fornemt til Tasiilaqs lokaløkonomi.

Bæredygtighed

Sermilik Adventures har formået at gøre en lokal forskel i deres arbejde med turisterne. De har blandt andet taget unge med på ture for at give dem et indblik i turismebranchen, og inddraget lokale kulturaktører såsom kor, trommedans og husflidskunstnere, i deres arbejde for at give turisterne autentiske oplevelser med fra deres rejse i Grønland. 

Derudover har Sermilik Adventures bidraget til et samarbejde med et internationalt krydstogtsrederi, som med en hybrid isbryder bryder isen tidligt på sommersæsonen, således forsyningsskibet og andre operatører kan starte sæsonen tidligere end isen normalvis tillader det.     

De øvrige nominerede

Formålet med Greenland Tourism Award er at belønne og fremhæve turismevirksomheder, som skaber bæredygtige produkter med fokus på sikkerhed, kvalitet, miljø, innovation og social ansvarlighed. De respektive destination managers fra alle regioner i Grønland har sendt indstillinger ind til et dommerpanel, bestående af repræsentanter fra Visit Greenland, Air Greenland og Innovation Greenland. De nominerede til dette års tourism award var: Arctic Living Ilulissat, Dogsledge Taxi fra Sisimiut, Hotel Søma Aasiaat, Qooqqut Nuan fra Nuuk og Riding Greenland fra Qassiarsuk.

Dommerpanelet, udtaler: 

- Vi er dybt imponerede over det ansvar, de nominerede virksomheder, udviser for miljø og lokalsamfund og ikke mindst over den kvalitet og innovationsevne, de har. Den type initiativer er fundamentet for en bæredygtig turismeudvikling i Grønland, og dét er der behov for nu, og i fremtiden! Det er dermed en stor fornøjelse at kunne fejre de nominerede og i særdeleshed Sermilik Adventures, udtaler det samlede dommerpanel.

www.sermilikadventures.com