4513

mandag den 24. februar 2025


Partnerskabsaftale fortsætter

Air Greenland og Fonden for Entreprenørskab-Kalaallit Nunaat (FFE Grønland) fornyer partnerskabsaftale, som blandt andet skal bidrage til at folkeskoleelever får undervisning i entreprenørskab.

 

Partnerskabsaftalen gælder i 2025-2026 hvor Air Greenland støtter Fonden for Entreprenørskab-Kalaallit Nunaat, (FFE-Kalaallit Nunaat) med sponsorat i form af flybilletter til en samlet værdi på 150.000 kroner om året samt ressourcer i form af dommeraktivitet til konkurrencer, sparring og vidensdeling til elever samt promovering af fondens aktiviteter.

 

Air Greenland har støttet Fonden for Entreprenørskab-Kalaallit Nunaat siden dens etablering i Grønland i 2017, hvor indsatsen blandt andet har bidraget til at over 800 lærere i folkeskolen har gennemført en kursus i innovation og entreprenørskab, som så har undervist folkeskolens elever i iværksættere og innovation. Det arbejde ønsker Air Greenland fortsat at understøtte.

 

- Vi er stolte over at bidrage til udbredelsen af spændende bæredygtige projekter, og på den måde også være med til at løfte Grønland gennem entreprenørskab. Med indgåelsen af forpligter vi os til at bidrage med viden, hjælpe ved events og sponserer bl.a. et årligt tilskud til flybilletter, som skal gå til rejser der er med til at udbrede kendskabet og viden om entreprenørskab i uddannelsessystemet, siger direktør for bæredygtighed, Inga Dora G. Markussen.

 

Indsatsen flugter godt med Air Greenland udvalgte verdensmål nr. 4 ”Kvalitetsuddannelse” og at tage del i at løfte samfundsansvar målrettet børn og unge.

 

- Med undervisning i entreprenørskab udfordres folkeskoleeleverne i at tænke på kreative løsninger på problemstillinger og ser værdien af at skabe produkter gennem nye ideer. Det kan på længere sigt være med til at så et frø, hvor de senere i livet bliver iværksættere og starter nye virksomheder, tilføjer direktøren for bæredygtighed.

Mange lærere underviser

Når eleverne undervises i innovation og entreprenørskab, er det også med målet om at de kan deltage i den årlige nationale iværksætter konkurrence for folkeskolens 8.-10. klassetrin ”Arsarnerit Inuusuttai – Young Northern Lights”.  

 

Sekretariatsleder for FFE-Kalaallit Nunaat, Nukappiaraq Kristiansen, fortæller at konkurrencen er med til at gøre undervisningen målrettet, så der er noget at ”kæmpe om”.  Han har selv undervist mange lærerne i de sidste år og har arrangeret den nationale konkurrence siden har blev sekretariatsleder i december 2022.

 

- Det er meget tilfredsstillende at opleve at indsatsen med lærerne munder ud i at der kommer mange gode iværksætterideer fra folkeskolerne rundt om i landet. Eleverne tager tit udgangspunkt i noget i deres nærmiljø, mens andre har miljø og klimaet som emne. Det er så spændende at se resultaterne af undervisningen og opleve de kreative og inspirerende ideer eleverne kommer med, siger Nukappiaraq Kristiansen.

Vinderen er...?

Fredag den 14. februar 2025 blev den nationale konkurrence ”Asarnerit Inuusuttai – Young Northern Lights” holdt i Nuuk i NUIFs lokaler, med deltagelse af 24 elever fra 8 skoler.

 

Her deltog Air Greenlands bæredygtighedskonsulent, Qillaq Olsen, som en af dommerne i dommerkomitéen og var med til at bedømme iværksætteridéerne sammen med Kristian Jensen fra et børnehjem i Nuuk og influenceren, Qupanuk Olsen.  

 

- Det var lidt ligesom at være en af ”løverne” som skal vurdere om de vil investere i en forretningsidé i TV-udsendelsen ”Løvens hule”, men med den forskel at eleverne dyster om at deres idé når til Danmarksmesterskaberne i entreprenørskab, indleder Qillaq Olsen.

 

Han har selv deltaget i konkurrencen for seks år siden, da han var elev på akademiuddannelsen på d det der nu hedder Greenland Business School. Han husker hvordan det var at arbejde med at udvikle en idé og ende med godt resultat i den nationale konkurrence.

 

- Det er tydeligt for mig at de unge er blevet rigtig gode til at ”pitche” deres idé, som det kaldes i iværksætterbranchen, og at de har et globalt udsyn, siger Qillaq Olsen.

Image (16)

Air Greenlands bæredygtighedskonsulent, Qillaq Olsen, her sammen med FFE-KN-sekretariatsleder, Nukappiaraq Kristiansen, tæller de endelige point, som skal finde vinderne.

Dommerkomitéen kom på en hård prøve og efter en votering nåede frem til at elever fra Atuarfik Hans Lynge der vandt ”Arsarnerit Inuusuttai – Young Northern Lights” for deres iværksætteridé om et brætspil som kan anvendes i skolen der gør geografi og samfundsfagslæringen sjovt og interessant.

Image (17)

Vinderne af ”Arsarnerit Inuusuttai – Young Northern Lights” blev eleverne fra Atuarfik Hans Lynge. 

Udover at vinde konkurrencen, fik de udleveret et rejsegavekort til flybilletter til i alt 25.000 kroner, som bliver brugt på eleverne og deres lærers rejse når de deltager i DM i Entreprenørskab i Kolding 25. april

Image (15)

Nummer to blev elever fra Gammeqarfik Aasiaat, for deres iværksætteridé om en app der hjælper unge med at skrive CV og finde et arbejde.

 

Air Greenlands årlige sponsorat på 150.000 kroner fordeles med 100.000 kroner der benyttes til aktiviteterne der holdes i Grønland mens to rejsegavekort á 25.000 kroner hver er målrettet vinderne af konkurrencen.

 

Faktaboks FFE Kalaallit Nunaat:


Har til formål at facilitere at få entreprenørskab ind i undervisningen i Grønland. Denne type undervisning styrker børn og unges evner til at tænke nyt, se muligheder og omsætte gode idéer til værdi. Der er etableret en bestyrelse og et sekretariat i Grønland, som skal stå for udbredelsen og forankringen af entreprenørskabsundervisning i folkeskolen og på ungdomsuddannelser.