3493

tirsdag den 18. juli 2023


Flyene der trodsede tågen

Hvis man var i Nuuk i går aftes, mandag den 17. juli, kunne man nok høre lyden af fly kredse over byen i de sene aftentimer.

Tre af vores Dash-8 fly på vej fra Kangerlussuaq fik sat ekstra meget brændstof på, for at gøre forsøg på at lande i Nuuk som var indhyllet i tåge der lagde sig kl. 17.00. De tre besætninger ved, at der kan opstå et ”hul” i tågen og når det sker, gælder det om at være i nærheden.

 

Kangerlussuaq var allerede fyldt til bristepunktet og ingen overnatningsmuligheder tilbage. Feltsengene i hallen var taget i brug, men det er en af de sidste nødløsninger vi må tage i brug, når der ikke er flere værelser i bygden. Derfor var det vigtigt, at vi gav et sidste forsøg med at få passagerne frem og flyene tilbage til hjemmebasen, hangaren i Nuuk. 

 

Her inspiceres flyene og vedligeholdes. Som vi kan se på et af billederne taget den 14.juli, er Nuuk hjemsted for seks af vores i alt otte Dash-8 fly, vores ambulancefly og hvor vores helikoptere gennemgår de store inspektioner. Flyene blev trukket ud på banen og parkeret på rad og række, på grund af en planlagt sprængning, i forbindelse med anlæggelsen af den nye lufthavn. 

Mange fulgte med

Om det var på grund af lyden af fly, der hang i luften, der fik mange til at klikke ind på hjemmesiden Flightradar24.com i går aftes, vides ikke med sikkerhed. Men noget tyder på at mange var spændte på, om det ville lykkes dem at lande. Klokken 22.11 var det Air Greenlands fly, GL561, GL 416 og GL3259 der havde flest følgere på Flightradar24 worldwide. Her kunne man tydeligt se, at flyene en efter en skiftedes til at kredse efter et bestemt flyvemønster, formet ligesom en racerbane. Når det ene fly så fløj ud af mønsteret og ud til Akia, overtog et andet fly, flymønsteret.  

 

Følg med flyene der er på vej til og fra Nuuk via www.Flightradar24.com 

 

Også på Mittarfeqarfiits liveudsendelser på Youtube var der en del der fulgte med i begivenhedernes gang. Her blev der chattet om landingsforhold og om hvor lang tid, brændstoffet holdt før de opgav forsøget. Som tiden gik, ville det heller ikke vare længe før besætningerne løb tør for tid og hviletidsbestemmelserne skulle træde i kraft. 

 

Her udsigten fra kameraet der er rettet mod lufthavnens nordlige side 

 

Lander de mon

Da klokken slog omkring 22.20 blev sigtbarheden bedre, og derfor satte GL514 kurs mod landingsbanens nordlige side. Flyet fik slået landingshjulene ned, hvilket førte til en jubel i kabinen. Men på samme tid virkede det som om, at passagerne ombord, ikke helt troede på det. De havde jo kredset i luften i, hvad der måtte føles som en evighed. Mismodigheden blev dog afløst af en endnu højere jubel og store klapsalver da landingshjulene rørte landingsbanen kl. 22.24. De to andre fly fulgte hurtigt efter og landede henholdsvis kl. 22.35 og kl. 22.43.

 

Dermed havde tre af vores fly og besætningerne trodset tågen og landede sikkert på hjemmebasen, så kunne vores teknikere klargøre dem til tirsdagens trafikprogram. Hvordan den ender har vi endnu til gode at se, men vi kan fortælle at Air Greenlands medarbejdere gør, hvad der står i deres magt for at få kunderne frem til deres destinationer. Og de kunder, der ikke når frem på grund af vejrliget eller uplanlagt vedligehold, dem gør vi alt hvad vi kan, for at de får et godt ophold under de svære rammebetingelser der er, nogle steder på denne tid af året.  

 

Når vi rammes af irregularitet, starter et stort puslespil med at få lagt en ny rejseplan, der bliver set på vejrudsigter, hotelkapacitet, besætninger og hvilke fly der skal disponeres til hvilken rute. Kort sagt, bliver der lagt et nyt puslespil. Så når vores fly er forsinkede eller vi må aflyse afgange, så husk, at der er mange dedikerede medarbejdere der arbejder på højt tryk, på at løse udfordringerne fra de steder de arbejder <3