tirsdag den 16. juli 2024
Dagen alle venter på
Suluk fortsætter serien "bag kulisserne" med et besøg i Air Greenlands planlægnings-hjerte, hvor fartplanen bliver til. Her har man i flere år forberedt sig på en bestemt dato
Der er én begivenhed, som blinker og svirrer i horisonten i 2024, når det kommer til luftfarten i Grønland: 28. november. Den dag åbner den nye lufthavn efter planen i Nuuk. Og hvad så?
– Det er en ny virkelighed, svarer Tomas Leth Jørgensen, som er leder for Network og Revenue hos Air Greenland og dermed sidder på en nøglepost, når det kommer til en af de centrale ting for et luftfartsselskab: Fartplanen.
– Den 28. november bliver Kangerlussuaq – i gåseøjne – til Nuuk. Hovedstaden bliver fra november det trafikale knudepunkt, hub for indenrigs- og udenrigsflyvning. Den nye »busstation«, hvorfra der flyves i alle retninger, siger Tomas Leth Jørgensen.
Foto: Kim Davidsen
Store forbedringer
"Fartplan# kan måske lyde lidt tørt. Man ser endeløse kolonner for sig. Men tag ikke fejl. Der gemmer sig interessante nyheder for 2024/25 – og lad os starte med udenrigstrafikken: I sommerfartplanen fra marts til oktober 2025 stiger antallet af direkte flyvninger på Atlantruten til 8 om ugen, 5 af dem med Tuukkaq og 3 med et såkaldt Narrow Body-fly med én passagergang og plads til 180-189 passager.
Som noget nyt vil man tre gange om ugen kunne vælge morgenafgange fra Nuuk til København med ankomst til Danmark om eftermiddagen. Og omvendt vil der også være eftermiddagsafgange fra København med ankomst 19.30 i Nuuk.
I horisonten – på den anden side af den aktuelle fartplan 2024/25 – kan der desuden anes andre mulige forbedringer. Natflyvning med Tuukkaq er på tegnebrættet, når Tomas Leth Jørgensen og hans kolleger ser i krystalkuglen. Det samme er en rute til The Big Apple, New York. Tomas Leth Jørgensen sammenfatter på den her måde fokuspunkterne:
– Vi satser stenhårdt på Danmark med København og Billund – og arbejder med planer for Aalborg. Mod øst styrker vi forbindelser til Island. Mod vest lægger vi ud med Canada, og på sigt vil vi gerne flyve til New York og den slags destinationer. Det sker ikke i dag eller i morgen, men når Ilulilssat åbner og efterspørgslen stiger, vil Amerika være i kikkerten.
Grafik: Greenland Airports
Tre netværk
De færreste flyselskaber i verden kan konkurrere med den kompleksitet, der er i Air Greenlands operation. De geografiske vilkår er i sig selv unikke med en meget spredt bosætning fordelt på verdens største ø. De vejrmæssige forhold lægger lidt ekstra besvær til, og så er polarnatten en udfordring i sig selv. Det kræver, med andre ord, erfaring og et stort overblik at binde verdens største ø funktionelt sammen, så alle kan flyttes fra a til b. Hvis Air Greenland var en militær organisation, ville det lyde sådan her: We will leave no one behind. For Tomas Leth Jørgensen og hans kolleger handler det om at få tre netværk til at spille effektivt sammen.
– Den første forgrening på vores netværk er de ruter, som er længst væk fra de største trafikårer. Det er her servicekontrakterne gælder, bemærker han.
Servicekontrakterne med selvstyret omfatter helikopterbeflyvning af områderne omkring Qaanaaq, Upernavik, Uummannaq, Ilulissat (vinter), Sisimiut (vinter), Sydgrønland, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit samt fastvinget kontrakt mellem Upernavik og Qaanaaq.
– Det andet netværk er flyvning mellem de større byer, som klares af Dash 8. Det bliver Nuuk, som her overtager Kangerlussuaqs rolle som omdrejningspunkt, forklarer Leth Jørgensen.
I den nye fartplan vil Nord-, Midt-, Syd- og Østgrønland få flere og bedre samme-dagsforbindelser, både regionerne imellem og i forbindelse med Atlantruterne.
– Ændringerne vil for eksempel betyde, at passagerer fra Østgrønland vil kunne nå frem til en Atlantforbindelse samme dag, så de undgår en overnatning. Der vil også være to Dash 8 stationeret i Ilulissat fremfor 1, som det er i dag, bemærker Leth Jørgensen.
Foto: Kim Davidsen
Priser
Tilbage er endnu et stort spørgsmål for passagerne: Hvad med priserne?
– Det bedste værn mod konkurrence udefra er en god fartplan og konkurrencedygtige priser, svarer Tomas Leth Jørgensen og uddyber;
– Vi er i Air Greenland meget bevidste om, at vores nuværende situation – og vores loyale passagerer – aldrig må blive en sovepude for os. Vi er meget glade for den loyalitet, men vi luller os ikke i søvn med, at »vores røde fly« i sig selv får passagerne til at vælge os, siger han.
– Der er ingen kærlighed i forretning. Så vi vil være knivskarpe på priserne og samtidig tilbyde en sammenhængende rejse i kraft af vores Dash-8-netværk. Vi satser også på at være den oplagte samarbejdspartner for store udenlandske selskaber, så vi sælger deres ruter i vores butik og de vælger vores, siger Tomas Leth Jørgensen.