4502

Air Greenland udvider atlantflåden med et A320neo-fly

Air Greenland har underskrevet en aftale med leasingselskabet Carlyle, om at lease et A320neo-fly, der efter planen indsættes i sommerfartplanen 2027. Leasingaftalen løber i seks år med mulighed for forlængelse og giver Air Greenland den nødvendige fleksibilitet til at betjene den nye rute mellem Ilulissat og København, samtidig med at flyet yderligere kan supplere selskabets A330neo.

 

Flyet leveres i december 2026 og skal herefter tilpasses grønlandske forhold. Det forventes i drift i foråret 2027, netop i tide til den første højsæson i Nordgrønlands nye lufthavn, der forventes at åbne i slutningen af 2026 med en landingsbane på 2.200 meter. A320neo vil dermed understøtte den øgede kapacitet, som den nye atlantlufthavn muliggør.

- Leveringstiden på nye fly fra Airbus er i øjeblikket 6-7 år og derfor har vi valgt at lease flyet for dels at være klar, når den nye atlantlufthavn I Ilulissat åbner og dels for at opnå økonomisk fleksibilitet, da ruten stadig er ny, siger Jacob Nitter Sørensen, CEO.

Dash-8 piloter omskoles

A320neo får teknisk vedligeholdelsesbase i København. SAS vedligeholder i forvejen Air Greenlands A330-800 Neo, Tuukkaq, og det giver derfor mening at lave en A320 vedligeholdelsesaftale med SAS i tillæg til A330.

 

Flyet vil blive fløjet af Air Greenlands medarbejdere og malet i Air Greenlands karakteristiske røde farve med selskabets logo.  En vigtig fordel ved Airbus-familien er, at piloter og kabinepersonale kan operere både A330 og A320 på samme certifikat. Tuukkaq-besætningerne vil derfor også kunne flyve det nye A320neo fly, suppleret af omskolede Dash-8-piloter. Navnet på det nye fly bliver offentliggjort senere.

 

- Vi har store forhåbninger til den nye rute til Ilulissat og ser leasingaftalen som en katalysator for spændende muligheder på vores rutenet. Ikke mindst får vi mulighed for at justere kapaciteten mellem det større A330neo fly og det mindre A320neo, siger Jacob Nitter Sørensen.

Baggrundsinformation

En ny flådestrategi blev vedtaget, da Air Greenland blev 100% selvstyreejet tilbage i 2019. Siden 2019 har Air Greenland opdateret sin flåde med Airbus H155 helikoptere, H225 til SAR-operationer, H125 til charteroperationer, og sidst med et fabriksnyt Airbus A330-800neo, Tuukkaq, der flyver på den transatlantiske rute.

 

I flådestrategien A330neo suppleres af såkaldt wetlease flyvninger varetaget af Jettime. Det har hele tiden været en del af strategien at anskaffe et eget yderligere fly, når produktionen med jetmotorblev tilstrækkelig stor til at kunne retfærdiggøre ekstra kapacitet. Dette niveau nås når Ilulissat lufthavnen åbner. I forbindelse med leasingen af dette fly, vil et antal af Air Greenlands Dash-8 piloter blive omskolet til at flyve A320neo.

 

Åbningen af den nye lufthavn i Ilulissat, og den kommende lufthavn i Qaqortoq, vil ikke påvirke indenrigsoperationerne for Dash-8.