Ingemar er født i 1956 i Sverige og boede der indtil han var 11 år, da familien flyttede til Fyn. Ingemars far var pilot i flyvevåbnet i Sverige og fik arbejde i Danmark som helikopterpilot. Efter et par år i Danmark flyttede familien til Grønland. Ingemars far havde fået job i Grønlandsfly og fløj som S61 pilot i 70’ og 80’erne, hvor far og søn fløj sammen flere gange.

Ingemar tog realeksamen på Seminarieskolen, i Godthåb (nu: Nuuk), i 1973. Derefter gik han i 1G på kostskole i Danmark, men blev skoletræt, og vendte derfor tilbage til Godthåb. Her havde han diverse småjobs, indtil muligheden for en læreplads i Grønlandsfly opstod den 1. august 1974. Det blev starten på et langt eventyr.
Efter 3,5 år med praktik i heliporten og tre perioder med teori ved SAS i Kastrup blev han udlært 1. februar 1978.

S61 bandt Grønland sammen

Eventyret startede lige efter han blev udlært. Herefter fik han nemlig typekursus på S61 helikopteren, som gjorde ham til flyvende mekaniker og fløj op og ned ad Vestkysten, de efterfølgende tre år.

- Jeg har et specielt forhold til S61. Dels fordi det var den første helikopter, jeg lærte at kende, dels fordi det var et specielt liv at være flyvende mekaniker. Dengang bandt S61 Grønland sammen, indtil nye lufthavne og Dash7 overtog.

- Med S61 lærte jeg landet at kende. Mekanikeren var med som cabin attendant, så vi til hver en situation kunne tjekke og servicere helikopteren, uanset hvor den var, fortæller Ingemar.

I samme periode havde han flere offshore perioder med Grønlandsflys egne S61’ere i Norge og Canada samt en enkel periode i Alaska, fordi der var overskud af S61’ere efter, at lufthavnen i Nuuk åbnede i 1979. Men eventyret stopper slet ikke her.

En perlerække af oplevelser

Ingemar har nemlig fløjet med fly og helikoptere øen rundt, mødt isbjørne, hjulpet Sirius patruljen, været på Hans Ø, på fjeldtoppe for at sikre radiokæden og dermed telekommunikationen i Vestgrønland og været på dinosaurjagt i Nordøstgrønland.
- Det har været et meget spændende og varierende arbejdsliv, og jeg fortsætter lidt endnu, fortæller 50-års jubilaren, som til daglig bor i København og arbejder fire uger og har fri i fire uger.

Ingemar har især arbejdet med helikoptere og har også nået et par år med Dash7. Men han startede som sagt med at arbejde på S61, fortsatte på Bell 212, Bell 206 og AS350.
I dag skruer Ingemar på vores H155 helikopter og er stationsmekaniker på Pituffik Space Base, hvor han er glad for at være.

Jubilarens mangeårige virke har budt på en lang række spændende charteropgaver. Især i det øde Nordøstgrønland, men også i Nordgrønland. Her måtte de engang i begyndelsen af 1990’erne komme Grønlandseventyreren Peter Brandt og hans medrejsende til undsætning, da de var på vej rundt om Grønland i konebåd og på ski, helt uden motorkraft. Ekspeditionen måtte afbrydes, og de blev fløjet til Alert, en militær station i det nordligste Canada, da de var kommet i nød.

Ingemar har været med til at lægge depoter ud for Sirius, været på dinosaur jagt i Carlsberg fjord og været med til opgaver for gletsjernørder flere steder i landet.

- I begyndelsen af 90’erne var jeg med til at undsætte Siriuspatruljen i JP Koch Fjord i Nordgrønland. De kunne ikke komme videre med slæden på grund af snemangel, fortæller Ingemar og fortsætter.
- Vi fløj ud med vores Bell 212 fra Thule Air Base, som den hed dengang og måtte flyve to gange for at få alt udstyr og hunde med. Sirius’ hunde var store og fylder godt op i kabinen i 212’eren.
De blev fløjet til en grusbane, hvor en islandsk Twin Otter skulle tage over. Men vi måtte tilbage for at hente Sirius’ slæden, for de to Sirius folk ville ikke flyve uden, at deres slæde også kom med Twin Otteren, fortæller han.

Møde med isbjørn

På en charteropgave i Thule, i begyndelsen af 90’erne, fik han et ”close encounter” med en isbjørn på Carey øerne, som lå gemt bag en snedrive.

- Da vi landede, sprang jeg ud af helikopteren, løb 50 meter foran for at filme en shut down, med mit nye kamera. Hvad jeg ikke vidste var, at der stod en isbjørn og betragtede mig og helikopteren - 40 meter fra mig, fortæller Ingemar.
Heldigvis forsvandt isbjørnen i modsat retning takket være råben og skrigen fra pilot og charterkunder.
- Det var først om aftenen, det gik op for mig, at jeg havde været i fare. I øjeblikket koncentrerede jeg mig om at få filmet og nåede da også at filme isbjørnen, og sige: ’Her har vi så en isbjørn’, griner han.

I årenes løb har Ingemar også været på talrige Tele stationer på radiokæden. Det foregik med S61 og Bell 212 fra Nanortalik i Syd til Upernavik i nord samt lokalt i Qaanaaq området, hvor de fløj til Pearys Varde og Politikens Bræ, hvor der dengang var placeret telesites samt til relæstationen på Herbert Ø. Desuden har han besøgt DMI’s vejrstationer i Nordgrønland med Iscentralens Twin Otter.

Det svenske flag

Et par gange har Ingemar været på Hans Ø i Nares-strædet mellem Grønland og Canada. En ø der i mange år har været konflikt om, men som der nu er indgået en aftale om deling mellem de to lande.

- Jeg fløj med en svensk pilot. Da vi kom til øen, skulle vi lige se om der lå en Gammel Dansk eller en Canadian Club i varden – og se hvem der havde været der sidst. Flaget ved varden var så medtaget, at vi ikke kunne se, om det var dansk eller canadisk, fortæller Ingemar og fortsætter;
- Vi talte om, at det kunne være sjovt at hejse det svenske flag og lægge en flaske OP Anderson (svensk snaps, red.), i varden. Men vi havde desværre ingen af delene, så i stedet fik vi en ordentlig grinetur ved tanken om, hvad danskerne og canadierne ville have sagt, hvis de så et svensk flag på flagstangen på Hans Ø, griner Ingemar.

Japaner på tynd is

Som mekaniker har Ingemar også deltaget i mange eftersøgnings- og redningsaktioner og har været med til at redde menneskeliv med både S61 og Bell 212.
- Dengang blev SAR-opgaverne løst af nærmeste helikopter, som blev taget ud af drift, når alarmen lød. De fleste opgaver endte godt, men der var også enkelte uden lykkelig udgang. Jeg husker en person med madforgiftning, som ikke overlevede turen. En anden evakuering var en gravid kvinde, som fødte ombord med dødfødt barn. Det var dybt tragisk og påvirkede os alle, fortæller han.

Men heldigvis ender kritiske redningsaktioner også godt, som for eksemplet for syv-otte år siden, hvor en ung japaner, der havde besøgt den kendte japaner Ikuo Oshima i Siorapaluk, ville gå på ski med udstyr på pulk fra Siorapaluk til Savissivik. En strækning på over 250 kilometer.

Det var forår, og der var stadig havis, men ud for Steensby Land er der usikker is på grund af strømsteder. Japaneren faldt igennem isen og ned i vandet, men det lykkedes ham at komme op på den tynde is.
- Isen kunne imidlertid ikke bære ham, så han var nødt til at krybe sammen i den lille plastik pulk. Det lykkedes ham at få tørt tøj og sovepose ud af de vandtætte poser og skifte tøj i soveposen. Han havde satellittelefon med, men hans fingre var så frosne, at han ikke kunne betjene den. Han sad således sammenkrøbet i fosterstilling hele natten og holdt sig vågen, så han ikke frøs ihjel, beretter Ingemar.
Om morgenen var hans fingre tøet så meget op, at han kunne trykke på nødknappen, der alarmerede Arktisk Kommando. Og helikopteren på basen blev kontaktet.
- Vi var i hangaren ved vores Bell 212, da vi fik alarmen. Piloten, jeg og stationslederen fløj afsted med det samme mod hans position. Da vi kom rundt om pynten, kunne vi se ham med det samme. Den eneste sorte plet på isen på den opgivne position. Vi havde ikke hoist, og isen var for tynd til, at vi kunne lande på den.

Piloten kunne holde helikopteren lige over den tynde is, ved siden af den forkomne japaner. Ingemar kravlede ud på skien med en livline om livet, som stationslederen holdt i, mens Ingemar holdt sig fast med en hånd i døråbningen.
- Japaneren sad sammenkrøbet i sin sovepose og rørte sig ikke, så jeg troede han var død. Da jeg prikkede ham på skulderen, vendte han hovedet rundt og så undrende på mig, fortæller Ingemar, og fortsætter;
- Vi fik ham ind i kabinen, sammen med hans pulk og udstyr, mens jeg stod på skien. Han var meget forkommen og fik en varm parka over sig, og blev fløjet til basen, hvor en ambulance ventede. Vi var glade over, at missionen lykkedes.

- Dagen efter, mens vi var i hangaren kom han forbi og hentede sit udstyr, som vi havde hængt til tørre dagens før. Det var helt utroligt, at han havde klaret sig uden skader, og vi var glade for at se ham frisk og rask.
- Japaneren købte en billet tilbage til Qaanaaq og blev næste dag fløjet dertil med alt sit udstyr, fortæller Ingemar om en af mange redningsopgaver i den barske natur i Thuleområdet.

Stationsmekaniker

Det meste af tiden i Air Greenland har Ingemar været stationsmekaniker.

Med egne ord fortæller han, at han stort set har været på alle stationer af kortere eller længere varighed.

- Som stationsmekaniker er man ansvarlig for de luftfartøjer, der er tilknyttet stationen, og at de står klar til det flyveprogram, der er planlagt.

- Det indebærer dagligt eftersyn, fejlretninger, reparationer, alt i følge fabrikantens anvisninger, samt at holde fly og station i en stand der opfylder myndighedskravene. Ved større arbejde eller kritiske komponentudskiftninger rekvireres der hjælp fra hovedbasen i Nuuk, oplyser han og tilføjer:

 - Air Greenland har mange stationer, hvor der er fast placerede fly og helikoptere, og da det flere steder kan være svært at tiltrække fastboende, er vi en del der arbejder på en fast turnus, med 4 uger on 4 uger off.

Glad for sit arbejde

Ingemar har været glad for arbejdet i Air Greenland’s tekniske afdeling i alle årene, ligesom han har været glad for at bo forskellige steder i Grønland.

- Jeg har været med i en utrolig spændende udvikling, hvor Grønlandsfly/Air Greenland har måttet tilpasse sig de skiftende forhold, som både den tekniske udvikling, økonomien, den øgede trafik og passagermængde krævede. Jeg synes, vi hele vejen igennem har fokuseret på at gøre det så godt som muligt for alle i hele landet, samt sørget for, at sikkerheden på flyene er i top.

- Det var helt anderledes i 1974, hvor landet blev bundet sammen af otte S61’ere, kontra i dag, hvor det er lufthavne og fastvingede fly, som løser opgaverne, og hvor helikopterne løser lokale transportopgaver mellem større og mindre byer og til og fra bygder især i yderdistrikterne. Vi er stationsmekanikere i dag og flyver sjældent med rundt, men tager os af flyene, der flyver mellem stationerne, og helikoptere der flyver ud og hjem, siger han.

FAKTA: Karrieren

1982-83:
Stationsmekaniker i Kangerlussuaq på Dash7 og S61 på en 30/30 ordning.
1. august 1984: Ansat som mester i teknisk afdeling, og flyttede til Nuuk

1987-89:
Teknisk leder i GLACE, Grønlandsflys datterselskab, som løste charteropgaver og bygdetrafik.
Da GLACE blev nedlagt overgik han til en stilling som mekaniker på Bell 212, igen på en 30/30 ordning.

1994:
Stationsmekaniker i Ilulissat på Dash7 og S61

2002:
Stationsmekaniker i Narsarsuaq på S61 og AS350 indtil 2012

2013:
Thule Air Base på Bell 212 og fra 2022 på den nyere Airbus helikopter EC155 - kun afbrudt af enkelte år i Tasiilaq, Nuuk og Upernavik.