5539

tirsdag den 23. december 2025


Operation Julemand – en 66 år gammel tradition

Den 8. december blev en smuk tradition holdt i hævd i Qaanaaq: Operation Julemand, som Pituffik Space Base har gennemført hvert år siden 1959. For 66. gang blev julegaver leveret til børn i Nordgrønland – en indsats, der bygger på et helt års arbejde og fællesskab.

 

Bag initiativet står basens personale – amerikanske, canadiske og danske militærfolk, civile kontraktansatte og gæster – som gennem året har indsamlet midler via aktiviteter som bankospil og salg af postkort. Midlerne har ikke kun finansieret julegaver, men også gjort det muligt at støtte lokale projekter, blandt andet køb af foder til slædehunde i januar da byens fangere oplevede dårlige fangstbetingelser.

 

Operation Julemand er et multinationalt juleinitiativ, hvor amerikanske, danske, canadiske og grønlandske militære og civile kræfter går sammen om at indsamle og levere gaver og forsyninger (legetøj, skoleartikler, bøger) til børnene i den nordligste by og dets bygder. Traditionen startede i 1959 og involverer Air Greenland, som igen i år sikrer transporten til begivenheden.

 

I og med at beflyvningen af Qaanaaq hører under servicekontrakten med Selvstyret, skal den form for sponsorat, først godkendes af Selvstyret og det blev det.

 

- Det er mig en stor glæde, at Air Greenland med sin servicekontrakt-helikopter kan støtte op om Pituffik Space Base’ juletradition og flyve julemanden og gaver til Qaanaaq. Det er en oplevelse, der skaber glæde og fællesskab og bidrager til en god juleoplevelse for børnene, udtalte Aqqaluaq B. Egede, Naalakkersuisoq, da hans sendte godkendelsen af sponsoratet i slutningen af november.

Air Greenland koncernens administrerende direktør, Jacob Nitter er stolt af at flyselskabet kan bidrage til denne begivenhed.

 

- Operation Julemand er en tradition, der går helt tilbage til 1959, og vi er stolte over at være en del af den. For os handler det om mere end transport – det handler om at bringe glæde og skabe forbindelser mellem mennesker i nogle af Grønlands mest afsidesliggende områder. Det er en smuk påmindelse om fællesskab og omsorg i juletiden, siger Jacob Nitter Sørensen.

 

Sponsoratet indebar at flyve helikopterturen for julemanden og hans hjælpere og de mange gaver fra Pituffik og Qaanaaq, hvor de fik en varm modtagelse af lokaludvalget i Qaanaaq, skolelederen og kommunalt ansatte.

 

Som billederne viser at var der skabt varm og festlig ramme for julemandens ankomst, hvor han først fik besøgt de ældre i plejehjemmet og mødt byens børn i hallen.

 

Forbindelsesofficer i Pituffik Space Base, Lars Hawaleschka, var ovenud glad for at det igen lykkedes at holde traditionen ved hævd.

 

-  Man føler virkelig kærligheden og julestemningen. De ældste elever fra skolen hjalp julemanden med uddelingen af gave – jo så blev det i sandhed jul igen i 2025

 

Udover Air Greenland bidrager Inussuk, Lokaludvalget i Qaanaaq, US 821 Space Base Group, 22 SOPS – DET 7, 12 SWS, Aarsleff, InDyne og mange andre, der har støttet Operation Julemand gennem året.